Ulven og hundens ligheder og forskelle
Grov opridsning af fælles træk for Canida gruppen
Fællestræk for hundedyr i hundefamilien er dyrenes skelet.
Trods de store forskelle på dyrene er de grundlæggende bygget på samme måde med nogle små ændringer, afhængig af slags.
Sammenlignet med andre rovdyr, er lemmerne lange, i forhold til kroppens størrelse hos de forskellige medlemmer af hundefamilien. De fleste hundedyr er ret langlemmet, kun lige med undtagelse af ”den kortbenede vaskebjørnshund” (Nyctereutes procyonoides)
Hovedparten af hundedyrene går og står på tæer, deraf benævnelsen ”tågængere”.
De har udviklet sig til tågængere for at tilpasse foden til at modstå trykbelastninger når de løber og jager.
Forpoterne har henholdsvis 4 eller 5 tæer men på bagpoterne hos alle medlemmer er der altid kun 4 tæer,
Ligeledes går de fleste oprejst på lange, delvist stive ben. Benene munder ud i fødder hvor tæerne og det bagerste af foden, er beskyttet af tykke trædepuder på undersiden.
Hundedyrs kranie
Dyr i hundefamiliens snudeparti vil altid have en snude der træder frem i dyrets ansigt. Den varierer i længde og form.
Jo mere dyret er insektæder/fanger, jo mere V formet er snuden. Jo større byttedyr det lever af, jo bredere snude.
Jo større byttedyr individet lever af, jo bredere snude for at give plads til muskler.
Jo mere insektæder/fanger et individ er, jo spidsere snude er nødvendigt for at kunne komme ned i revner og sprækker efter byttedyr.
Hos de fleste arter er lugtesansen yderst veludviklet, mens syn og hørelse varierer mere og er individuelt.
Canider har mellem 38-42 tænder i munden, nogle kan komme helt op mellem 46-50 tænder i munden, som det er tilfældet med ”vaskebjørnshunden” (Nyctereutes procyonoides)
Fødeorienteret ændring af tænder ses hos forskellige arter. Vaskebjørnshundens tænder har ændret og tilpasset sig til en meget vegetabilsk, frugt og kun lidt insekter spisning. Det kræver molarer der er i stand til at grinde i stedet for at flå føde. Dens molarer er ret store og en ekstra molar ses i ofte i overmunden. Hvilket i alt giver 44 tænder.
Hos ”flagermuseøre ræven” (Otocyon megalotis) ses der også en ændring.
Den er insektivores (lever af insekter). Molarerne skal kunne grinde og findele insekterne, derfor er molarerne vigtige for den.
Den har udviklet 3-4 molarer i overmunden og helt op til 5 i undermunden, hvilket giver et tandsæt på mellem 46-50 tænder.
Dens art har flest tænder i hele Canidae familien.
Fælles for dem er også at de kan åbne munden utroligt meget. Det skal de kunne for at have mulighed for at få et godt og fast bid i et bytte dyr.
Ulvens underkæbe har følgende tænder:
6 indrundet fortænder (incisors), 2 hjørnetænder (canines), 8 premolarer og 6 molarer i hver side (divideres med 2)
Ulvens tandformula ser således ud:
i3 –c1 –p4-m2
i3 –c1-p4-m2
Tamhunde der har et strøm linet kranie der minder om ulvens har samme fordeling. Men som det er vist på billederne er der meget stor forskel på de forskellige hundes kranier.
De mest deforme kranier kan naturligvis ikke have helt samme fordeling af tænder i munden. Der er simpelthen ikke altid plads i kæberne til tænderne.
Hundedyrs skelet
Trods forskelle i kranier har alle tamhunde stort set samme skelet opbygning som deres vilde forfædre.
I løbet af Canidernes udvikling har de ”bortvalgt” kravebenet.
Et kraveben vil give store problemer i dyrenes udfoldelses muligheder når de skal strække ud under en jagt og i løb.
Skulderbladet er fladt og ligger i samme retning som ribbenene. Den opbygning giver stor bevægelighed, så forbenene uhindret kan bevæge sig i langstrakte og glidende bevægelser samt give fine betingelser til både løb, grave arbejde og svømning.
Som andre rovdyr har hundedyrene (canidaerne) 7 hals hvirvler (cervical vertebrae). Disse er forbundet af stærke muskel vedhæftninger og giver en yderst stærk hals og nakke, der bruges til at trække byttedyr til jorden sågar under løb også.
Antallet af bryst hvirvler (thoracic vertebrae), der støtter ribbenene er ligeledes meget gennemgående hos Canidaer, 13-14 stk. i alt.
Ribbenene er nødt til at være forholdsvis lange så brystkassen kan blive dyb. En jæger er nød til at have plads til både store lunger og hjerte for at kunne få nok luft til at sprinte under en jagt.
Dette ses både hos vilde Canidaer og tamhunde. Tag for eksempel greyhounden.
Brystbenet, hvor ribbenene er hæftet, er ikke helt forbenet, hvilket giver brystkassen mulighed for at bevæge sig ind og ud i forhold til dyrets bevægelser og vejrtrækning.
En relativ lang hale hjælper dyrene med at holde balancen og styre under hurtige bevægelser som løb og vendinger.
Halen er også et vigtigt kommunikations redskab for alle Canidaer. For nogle mere end andre.
Halehvirvlerne hos Canidaerne (caudal vertebrae) kan variere fra 14-23.
Den forholdsvise stive struktur i Canidaernes rygsøjle (vertebral column), begrænser hundenes bevægelses mønster til enten gang, trav eller galop. Det at rygsøjlen er forbundet af hvirvler gør at den kun begrænset kan bevæges fra side til side, men derimod er den er dem temmelig fleksibel fremover.
Den nederste del af benene, bliver styrket af stærke ledbånds (ligamenter) vedhæftninger.
Ligamenterne er med til at stabilisere fodleddet/vristen. Ligamenterne styrker fodleddet på en sådan måde at leddets sidebevægelser minimeres og derved begrænses forstuvninger ved at vride rundt på foden meget.
På forbenene, lidt oppe ad benet, sidder der en tå, den kan sammenlignes med menneskers tommelfinger. Den såkaldte vildtklo. Alle Caniderne har denne dog lige med undtagelse af den Afrikanske vilde hund ( Lycaon pictus).
Den ekstra tå på bagbenene ses kun hos tamhunde, aldrig på de vilde Canidaer. De har jo oftest kun 4 tæer på bagpoterne.
På grund af reduktion af mellemhåndsbenet er vildkloen kommet derop og sidde.
På denne placering vil den ikke komme i kontakt med jorden og risikoen for at blive skadet er ligeledes reduceret.. Den er dog stadigvæk brugbar til nedlæggelse, fastholdelse og flænsning af byttedyr. Den er meget skarp og kan lave en grim flænge i et bytte.
Ud over forbenenes ”arbejde” indenfor bevægelses mønstrene, bruges de også til at fastholde og fiksere bytte.
Canider kan ikke trække kløerne ind, derfor bliver de sløve og slidte.
Men de er uundværlige for hundedyrene som hjælp til at have et fast og godt ”vejgreb” når de løber og sprinter.
Dette omtaler kun en meget lille del og meget kort omkring hvorfor vores hunde har stor lighed med deres forfader men også hvor store forskelle der er på dem.
Disse artikler er beskyttet under ret om opravsret og må ikke kopieres, bruges i undervisnings øjemed eller kommersielt uden rettigheds indehaverrs skriftlige tiladelse
Skrevet af Vibeke Sch. Reese
